Styrelsesvedtægt for Randers Ungdomsskole
Styrelsesvedtægt for Randers Ungdomsskole pr. 1. august 2018
Kapitel 1. Ungdomsskolens styrelse
1. Randers Ungdomsskole styres gennem en ungdomsskolebestyrelse, der udøver sin virksomhed inden for de mål og rammer, der er fastsat af Randers Byråd.
2. Ungdomsskolebestyrelsens opgaver og beføjelser er som minimum angivet i Bekendtgørelse af lov
om ungdomsskoler (LBK nr. 438 af 08/05/2017) § 7-8 og omfatter ansvaret for samtlige af
ungdomsskolens områder, herunder undervisning, klubvirksomhed, drift af Heltidsundervisningen samt varetagelse af projekter og ad hoc-opgaver, som ungdomsskolen måtte påtage sig.
Kapitel 2. Ungdomsskolebestyrelsens sammensætning
1. Randers Ungdomsskoles bestyrelse består af 11 medlemmer:
a) 1 medlem udpeget af Randers Kommunalbestyrelse.
b) 2 medlemmer valgt efter indstilling fra arbejdsmarkedets parter (Erhverv Randers og LO).
c) 3 medlemmer valgt af og blandt forældrene til unge i ungdomsskolen.
d) 3 repræsentanter for lærere og øvrige medarbejdere valgt af og blandt ungdomsskolens medarbejdere. 1 fra hvert kerneområde.
e) 2 repræsentanter for eleverne valgt af og blandt ungdomsskolens elever.
For hvert medlem vælges tillige en personlig stedfortræder.
Udpegningen af medlem fra Randers Kommunalbestyrelse samt valg af medlemmer efter indstilling fra arbejdsmarkedets parter (Erhverv Randers og LO) finder sted snarest muligt efter hvert kommunalvalg. Medlemmerne fungerer i en 4-årig periode svarende til den kommunale valgperiode.
Valg af forældrerepræsentanter foregår på den måde, at ungdomsskolelederen indbyder samtlige forældre til en valghandling, hvor alle forældre kan stemme på alle kandidater. Der kan afgives en stemme pr. barn. De forældre der opnår flest stemmer, er valgt. Stedfortrædere vælges efter samme
fremgangsmåde. Forældrerepræsentanterne vælges i oktober i ulige år og fungerer i en 2-årig periode.
Valg af repræsentanter for lærere og øvrige medarbejdere foregår efter samme fremgangsmåde, idet medarbejdere tilknyttet ungdomsskolen indbydes til valghandling indenfor de enkelte kerneområder.
Alle medarbejdere kan stemme på alle kandidater. Hver medarbejder har én stemme. De tre medarbejdere der opnår flest stemmer, er valgt. Tre stedfortrædere vælges efter samme fremgangsmåde. Medarbejderrepræsentanterne vælges i oktober i lige år og fungerer i en 2-årig
periode.
Valg af repræsentanter for eleverne sker på den måde, at alle elever indbydes til en valghandling. Alle deltagere kan stemme på alle kandidater. Hver deltager har én stemme. De 2 elever, der opnår flest stemmer, er valgt. De to stedfortrædere vælges efter samme fremgangsmåde. Elevrepræsentanterne
vælges i oktober for ét år af gangen.
2. Ungdomsskolelederen indkalder den nye bestyrelse til det første møde. Ungdomsskolelederen fungerer som sekretær for ungdomsskolebestyrelsen og deltager i bestyrelsesmøder uden stemmeret.
3. På ungdomsskolebestyrelsens første møde vælger de stemmeberettigede medlemmer en formand ved bundet flertalsvalg. På samme måde vælges en næstformand.
Formand og næstformand kan ikke begge være elevrepræsentanter.
4. Da ungdomsskolens virksomhed kendetegnes ved en løbende proces, forventes aktiv deltagelse af bestyrelsens medlemmer.
Kapitel 3. Mødevirksomhed og forretningsorden
1. Ungdomsskolebestyrelsen holder som minimum 4 møder om året. Ungdomsskolebestyrelsens møder er lukkede.
Ungdomsskolebestyrelsen holder møde, når formand eller 3 af medlemmerne med angivelse af punkter til dagsordenen finder det fornødent. Formanden fastsætter tid og sted for møderne. Er et medlem forhindret i at deltage i et ungdomsskolebestyrelsesmøde, deltager så vidt muligt stedfortræderen.
2. Ungdomsskolebestyrelsen kan indbyde andre til at deltage i møderne, når der behandles spørgsmål af særlig interesse for dem. Medlemmer af ungdomsskolens ledelse (udover ungdomsskolelederen) kan deltage i møderne uden stemmeret.
3. Formanden indkalder til møde med mindst 10 dages varsel. Formanden fastsætter dagsorden for møderne og sender senest 4 hverdage inden mødet en dagsorden med eventuelle bilag til medlemmerne. Såfremt et medlem ønsker et punkt optaget på dagsordenen, skal det meddeles formanden senest 8 dage før, mødet holdes.
I særlige tilfælde kan formanden indkalde til møde med kortere varsel. Når mødet indkaldes, skal formanden så vidt muligt underrette medlemmerne om de sager, der skal behandles på mødet.
4. Ungdomsskolebestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
Formanden – og ved dennes fravær næstformanden – leder ungdomsskolebestyrelsens møder.
Medlemmerne kan kun deltage i bestyrelsens afstemninger, når de personligt er til stede ved
afstemningen.
Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
5. Der føres protokol over bestyrelsens beslutninger. I beslutningsprotokollen anføres for hvert møde, hvilke personer der har været til stede. Beslutningsprotokollen underskrives efter hvert møde af de medlemmer, der har deltaget i mødet.
Ethvert medlem kan forlange afvigende opfattelser tilført protokollen og medsendt bestyrelsens udtalelser og beslutninger.
Ungdomsskolelederen sørger for, at bestyrelsens protokol bliver ført under møderne, ligesom ungdomsskolelederen udarbejder referat, der fremsendes til medlemmerne.
6. Elevrepræsentanterne har stemmeret, men må ikke deltage i behandling af personsager.
Kapitel 4. Ungdomsskolebestyrelsens beføjelser
1. Ungdomsskolebestyrelsen udarbejder budget for ungdomsskolens virksomhed inden for den af kommunalbestyrelsen fastsatte beløbsramme. Det sker efter indstilling fra ungdomsskolens ledelse.
2. Ungdomsskolebestyrelsen fastsætter ungdomsskolens indhold, herunder forholdet mellem timer til ungdomsskolevirksomhed og ungdomsklubvirksomhed samt omfanget af ungdomsskolens øvrige virksomhed.
3. Ungdomsskolebestyrelsen kan afgive udtalelse og stille forslag til kommunalbestyrelsen om alle spørgsmål, der vedrører ungdomsskolen, herunder aktivitetsniveau, lokalespørgsmål, aldersgrænser m.v. Den skal afgive udtalelse om alle spørgsmål, som byrådet forelægger den.
Kapitel 5. Elev-og klubråd
1. Der kan for hver af ungdomsskolens enheder oprettes elevråd til varetagelse af elevernes interesser over for ungdomsskolen og de kommunale ungdomsskolemyndigheder.
2. Der kan for hver af ungdomsskolens klubber og ungemiljøer oprettes klubråd.
3. Hvis det ikke er muligt at oprette elevråd og klubråd, skal ungdomsskolebestyrelsen påse, at eleverne indbydes til elevsamlinger, når det er nødvendigt for eleverne at tage stilling til væsentlige spørgsmål, som vedrører deres deltagelse i ungdomsskolens virksomhed.
Kapitel 6. Godkendelse af vedtægt
1. Denne vedtægt godkendes af Randers Byråd og træder i kraft den 1. august 2018. Ændringer i vedtægten kan kun finde sted efter at Randers Byråd har indhentet udtalelse fra
ungdomsskolebestyrelsen.