Center for Heltidsundervisning

Heltidsundervisningen støtter elever med vanskeligheder i at blive livsduelige, parate til skole/uddannelse og/eller rustet til arbejdslivet.

Heltidsundervisningens tilbud er for elever, som har behov for særlige indsatser eller alternative undervisningsformer.

Heltidsundervisningen er en samlet betegnelse for tre tilbud under Randers Ungdomsskole. Tilbuddene tæller Heltidsskolen med tre forskellige undervisningstilbud, FIT og Projekt RUN.

Heltidsskolen er et alternativt undervisningstilbud for 14-18-årige og tæller grupperne Basis/FP-gruppen, Flexgruppen og Erhvervsgruppen. Heltidsskolen karakteriseres ved:

  • en helhedsorienteret indsats i forhold til den enkelte elevs livssituation i skole, fritid og familie
  • nære læringsmiljøer med 4-8 elever, som alle har individuelle læringsmål fagligt, personligt og socialt
  • trygge sociale fællesskaber, hvor relationerne mellem unge og voksne prioriteres højt
  • undervisning af lærere, pædagoger, socialrådgivere og undervisere med håndværksmæssig baggrund.

FIT står for Fremmøde, Inklusion og Trivsel og er et forebyggende tilbud til elever i 4.-10. klasse, som har bekymrende fravær. FIT undersøger og arbejder med folkeskoleelevers fremmøde og trivsel. Forløbet varer tre måneder og er forankret på elevens folkeskole.

Projekt RUN er for unge i alderen 15-21 år, som ikke er i gang med eller har færdiggjort en uddannelse eller har et arbejde umiddelbart efter grundskolen. Målet med Projekt RUN er gennem et individuelt og fleksibelt tilbud at hjælpe unge i gang med enten uddannelse eller arbejde.